Mød vinderne af ‘Den Lyse Idé 2021’

Den Lyse Ide 2021

Onsdag uddelte Otto Mønsteds Fond for tredje gang prisen ’Den Lyse Idé’ på en halv million kroner. Prisen blev i år overrakt til ingeniørstuderende Emma Hostrup fra Aarhus Universitet og Ph.d.- studerende Yong Liu fra DTU, som har udviklet nyskabelser indenfor tekstilgenbrug og sensor-teknologi. Vindernes lyse idéer kan bidrage til at fastholde Danmarks førende rolle indenfor bæredygtighed og robotter.

Erhvervsmanden Otto Mønsted blev en af danmarkshistoriens mest betydningsfulde, fordi han evnede at udvikle innovative produkter til både national og international kommerciel succes. Helt i den ånd har Otto Mønsteds Fond nu for tredje gang uddelt prisen ’Den Lyse Idé’ som en hyldest til nogle af landets store forskertalenter og en økonomisk håndsrækning i den fortsatte udvikling af deres idéer.

Prisen ’Den Lyse Idé 2021’ blev uddelt i to kategorier – henholdsvis årets bedste Late-stage idé og Early-stage idé. Vinderne af de to kategorier modtog hver 250.000 kroner for deres idéer, som klassificeres i en modnet og tidlig fase af deres udvikling.

Prisvindere i to kategorier

Årets bedste Late-stage idé blev overrakt til ingeniørstuderende på Aarhus Universitet, Emma Hostrup, som modtog prisen på vegne af teamet bag Textile Change. Startupvirksomheden har udviklet en teknologisk løsning, der kan separere, affarve og genanvende tekstilaffald til nye, rene, tekstil-råmaterialer. Textile Change har med deres opfindelse skabt mulighed for at løse et grundlæggende miljøproblem for tekstilindustrien, der indtager andenpladsen som verdens mest forurenende industri. Metoden spås derfor at have stort industrielt og kommercielt potentiale, når EU i 2025 forbyder afbrænding af tekstiler.

I kategorien Early-stage blev vinderen Yong Liu, Ph.d.-studerende på DTU, for hans opfindelse af en OPA-chip til LIDAR-systemer, der fungerer som bl.a. afstandsbedømmende ’lasersyn’ til anvendelse indenfor robotter, selvkørende biler, droner og sensorer i almindelighed. Yong Lius OPA-chip viser potentiale til at være en både billigere, mindre og mere robust enhed med flere anvendelsesmuligheder end de systemer, vi kender i dag.

”Det er fantastisk at følge de mange lyse idéer, der udvikles på landets universiteter og have muligheden for at kunne støtte de bedste. Dette kan, som i år, være enten idéer i det tidlige stadie eller idéer, hvor der er etableret et testanlæg eller en prototype og de første kunder er fundet. Her ved vi i begge tilfælde, at pengene gør en forskel i at få et spirende potentiale til at vokse sig stærkt og bidrage til Danmarks udvikling og handel, som var noget af det Otto Mønsted brændte så stærkt for,” siger Nina Movin, adm. direktør i Otto Mønsteds Fond og A/S.

’Den Lyse Idé 2021’ blev uddelt af fondens bestyrelsesformand Bo Stærmose på årsdagen i MADE (Manufacturing Academy Denmark), som i år blev holdt som en online-event 19. maj i København.

”Vi tænker uddelingen af Den Lyse Idé som et skub i den rigtige retning på et tidspunkt, hvor det er relativt svært at finde finansiering for selv de allerbedste idéer med et åbenlyst potentiale. Senere, i takt med at projekterne modnes, bliver vinderne forhåbentlig i stand til at tiltrække investeringer i en højere vægtklasse. Lige nu tror vi på, at en præmiesum fra fonden bringer årets vindere tættere på det mål og på sigt bliver virksomheder, der vokser og skaber positive forandringer i vores samfund og nye arbejdspladser,” siger Bo Stærmose, bestyrelsesformand i Otto Mønsteds Fond.

 Jury og begrundelser

Kandidater til ’Den Lyse Idé’ kan enten være bachelor/kandidatstuderende, Ph.d.-studerende, post doc og hele forskningsteams, der er tilknyttet et af landets otte universiteter.

Vinder af Den Lyse Idé 2021 – Late stage:

Ingeniørstuderende Emma Hostrup samt diplomingeniørerne i bioteknologi Simon Hundahl Rossen og Ditte Højland fra Aarhus Universitet, alle stiftere af Textile Change.

Juryens begrundelse:

Prismodtageren har gennem et vedholdende arbejde fundet en teknologisk løsning, der kan separere og genanvende tekstilaffald til nye, rene, tekstil-råmaterialer, hvilket løser et væsentligt miljømæssigt problem. Teknologiens evne til at separere cellulose- og polyesterfibre samt bearbejde produkter, der indeholder elastan og andre polyuretanbaserede fibre, imponerer. Textile Change løser derved et grundlæggende miljøproblem og har mulighed for at etablere et grønt fyrtårn i Danmark med stort industrielt potentiale i Danmark.”

Se video hvor Emma Hostrup fortæller om Textile Changes projekt:

 Vinder af Den Lyse Idé 2021 – Early-stage:

Yong Liu, Ph.d.-studerende på DTU

Juryens begrundelse:

”Prismodtageren har med sin opfindelse løst en række fundamentale problemer med LIDAR, som forventes at være en nøglekomponent inden for robotter, selvkørende biler og sensorer i almindelighed. Opfindelsen muliggør en væsentlig reduktion i både størrelse og pris samt sikrer en større robusthed. Opfindelsen vil således, når den er produktionsmodnet, være et væsentligt bidrag til at Danmark vedbliver med at være verdens førende robotklynge og en stor underleverandør til bilindustrien.”

Se video hvor Yong Liu fortæller om sin vindende LIDAR OPA sensor:

 

Alle årets indstillinger er vurderet af en præmiejury bestående af:

Kigge Hvid, partner, JA studio
Ole Kring, partner, VF Venture (Vækstfonden)
Bjarne Kjær Ersbøll, professor DTU Compute og medlem af Otto Mønsteds Fonds bestyrelse
Jesper Højberg Christensen, adjungeret professor på CBS
Nis Alstrup, lægefaglig direktør, Aleris-Hamlet og medlem af Otto Mønsteds Fonds bestyrelse
Karina Bergstrøm Larsen, direktør, Q-Consulting
Christian Brix Tillegreen, Senior Business Developer, Bioinnovation Institute
Nigel Edmondson, adm. direktør, MADE
Bo Stærmose, bestyrelsesformand i Otto Mønsteds Fond