Spejder efter flere lyse ideer

Når Christian Brix Tillegreen går til frokost i kantinen, kunne der sagtens være en burger med en MATR svampebøf på menuen. For både restaurationsbranchen og dagligvarehandlen har fået smag for afsætningen af alternativer til kød. Som leder i afdelingen Planetary Health i BioInnovation Institute (BII) har Christian Brix Tillegreen haft virksomheden MATR tæt inde på livet som et de 20-30 projekter om året, der får rundhåndede bevillinger fra BII til at videreudvikle impact projekter til egentlige virksomheder. Og han fortæller med glæde i stemmen, at MATR i dag er ved at bygge fabrik med senest 40 mio. euro fra Den Europæiske Investeringsbank og Novo Holdings i baghånden.

BioInnovation Institute har givet 140 virksomheder mærkbar rygstøtte i form af acceleratorforløb, virksomhedsudvikling, bevillinger og adgang til faciliteter, siden Novo Nordisk Fonden stiftede BII for snart syv år siden. Christian Brix Tillegreen anslår, at brobygningen mellem akademia og marked som BII i det daglige praktiserer har skabt omkring 1000 jobs i perioden.

Pengestærk talentspejder i prisjuryen

Siden Novo Nordisk Fonden i januar offentliggjorde, at den afsætter yderligere 5,5 mia. kroner til at accelerere aktiviteterne i BII, kan Christian og hans kolleger se frem til at intensivere interessen for nye innovative opdagelser.

Christian er medlem af juryen, der hvert år bedømmer ansøgningerne til Den Lyse Idé prisen i Otto Mønsteds Fond. Og både for prisansøgerne og for BII er det win-win at have Christian med i juryen i hans rolle som ekspert indenfor biotech og særligt planetary health med fokus på grøn innovation – og som talentspejder.

”Med Novo Nordisk Fondens donation kan BII i de kommende ti år gøre endnu mere af dét, vi allerede gør, så jeg skal virkelig ud at finde nogle lyse idéer. Og dét at jeg er med i Den Lyse Idé betyder, at jeg får mulighed for at spotte nogle idéer meget tidligt og forhåbentlig være med til at skabe den næste bro for dem. Mange af de idéer, der indsendes til Den Lyse Idé er jo tidlige idéer. Men der er mange af dem, hvor jeg lige noterer mig, at her er en idé, jeg skal holde øje med, for den kan godt blive klar efter noget tid.”

Det er væsentligt her at undestrege, at ingen idéer deles uden ansøgernes accept og at reglerne for deling af viden naturligvis overholdes.

Kan BII være en døråbner for din ide?

Prisvinder er på vej videre

At Christian som jurymedlem måske kan skubbe lyse idéer videre, ser ud til at være aktuelt for en af prisvinderne i 2025.

Som vinder af Den Lyse Idè 2025 i early-stage kategorien gik BioNa med Thomas Howard i spidsen ikke ”bare” hjem med en præmiesum på 250.000 kroner til videreudvikling af deres teknologi. Siden prisoverrækkelsen den 5. november i København har der været en dialog, som sandsynligvis snart følges op, når deadline for BIIs næste ansøgningsrunde nærmer sig. For der er ingen tvivl om, at der er interessante bæredygtige og globale perspektiver i BioNas teknologi, der omdanner planteaffald til biokul i CO₂-negative batteri anoder som et alternativ til lithium.

”Årets vinder, BioNa og Thomas Howard er et projekt, som ligger og ulmer ude på DTU. Jeg har en stærk fornemmelse, at BioNa lander inde hos mig om ikke så forfærdeligt længe. Her vil vi være i stand til at give BioNa et ordentligt kommercielt spark som spin-out. Det er meget dét, vi gør – at tage de lyse idéer, hjælpe dem ud af det akademiske miljø og faktisk lave en virksomhed,” siger Christian.

Derfor vandt de Den Lyse Idé 2025

Den Lyse Idè som springbræt

Han mener at der er kommet mere diversitet i ansøgningerne til Den Lyse Idé og kvaliteten er blevet højere de senere år.

”Det er et godt tegn, at der er flere fagområder, som tænker iværksætteri. Måske er man som forsker også begyndt at se Den Lyse Idé som et springbræt. Det er jo tit det, der sker med den her typer bevillinger. Det skaber opmærksomhed omkring projekterne.”

Christian er også medlem af Innovationsfondens Grand Solutions udvalg for grøn omstilling og har et godt indblik i, hvordan innovation og pengestrømme bevæger sig herhjemme.

”Vi har en meget fin innovationskæde i Danmark. Den kan begynde med at du vinder Den Lyse Idé. Den pris vil tit hjælpe dig med at gå videre til en Innofounder eller Innoexplorer. Så kommer man måske ind til os i BII og får f.eks. fire millioner og bagefter ansøger man måske om en Innobooster i Innovationsfonden. Lige pludselig har du nok penge til at gå efter nogle af de europæiske innovationsfonde og får måske tiltrukket 20-30 mio. kroner i kapital. Og det er jo nok det, vi har brug for, når vi skal lave virksomheder, som er lidt tungere på teknologien og ikke kan ramme markedet lige så hurtigt, som f.eks. en app kan gøre det.”

Hvad enten man vinder Den Lyse Idé eller ej, så er arbejdet med at udforme en ansøgning i sig selv en vigtig øvelse i at omsætte sin idé til tanker som en jury kan forholde sig til og se som en fremtidig virksomhed med potentiale. Det vil en virksomhed som MATR sikkert også anbefale som nyttig træning.

 

Christian Brix Tillegreens fif til ansøgere

  • Vær skarp på hvordan din idé differentierer sig fra noget eksisterende
  • Hvordan taler den ind i den industri, den henvender sig til?
  • Fokuser på at forstå det problem, du vil løse

 

Se interview med vinderne i 2025

 

Ansøgningsperioden til Den Lyse Idé 2026 er fra 15. april til 15. august 2026.