Professor Tima Bansal har i årtier arbejdet i krydsfeltet mellem virksomhedsstrategi og bæredygtighed. Den viden delte gæsteprofessoren med CBS.
Gæsteprofessor Tima Bansal har tilbragt efteråret 2021 i Danmark sammen med forskere og medarbejdere på Centre for Organization and Time samt med nogle af de samarbejdspartnere, centret har tilknyttet. Hun er en forsker, der har bidraget med omfattende viden om, hvordan virksomhedsledere kan omsætte strategi med forskellig tidshorisont til bæredygtige løsninger. Den viden ville Centre for Organizations and Time (COT) på Copenhagen Business School gerne have helt inden for rækkevidde og ansøgte derfor Otto Mønsteds Fond om et gæsteprofessorat, som udmøntede sig i et tre måneder langt ophold for Tima Bansal.
En stor støtte for forskere
Formålet med at invitere Tima Bansal til CBS var at trække på hendes omfattende ekspertise samt de erfaringer, hun har gjort sig som associeret redaktør af Academy of Management Journal, som mange forskere stræber efter at få publiceret artikler i. Dertil kommer også, at Tima Bansal gennem hendes arbejde har udviklet et netværk af 800 virksomheder, og COT ønskede at få indblik i hendes erfaringer med at tilknytte virkelighedens aktører omkring de store emner. Tima Bansal er desuden partner i COTs eget fondsstøttede forskningsprojekt Actionable Futures, der arbejder med at kortlægge, hvordan virksomheder må arbejde på både kort og lang sigt for at indfri klimamål.
”Hendes besøg har mere end levet op til vores forventninger. Hun har interageret med kolleger, ikke kun hos os på COT, og har taget aktiv del i seminarer og workshops, ligesom hun også har været tilgængelig for yngre forskere og været en vigtig støtte for vores post doc-studerende,” siger Tor Hernes, professor i organisationsteori og leder af COT.
Og udbyttet var åbenbart gensidigt, fortæller Tima Bansal.
”At bruge tid sammen med Tor Hernes’ gruppe oversteg mine forventninger. Det gælder ikke mindst de mere perifere samtaler, som har beriget min egen forståelse af verdenen og forhåbentlig også har haft den effekt den anden vej. Det, der begyndte som en tre måneders aftale, har givet mig og CBS mulighed for at pleje et varigt samarbejde til fordel for begge partner,” siger hun.
Hvad har du oplevet som den største forskel på universitetsmiljøet i Danmark og i Canada?
”Den største forskel er helt klart orienteringen mod de store ideer i Danmark. Jeg nød meget samtalerne med forskerne, da de virkede til at have plads til at undersøge store problemstilliner og det filosofiske grundlag. Mange af dem, jeg mødte, var interesserede i store samfundsspørgsmål som klimaændringer og på deres arbejdes indvirkning på samfundet. De stillede ofte spørgsmål ved de antagelser, der blev gjort og søgte at skabe rum for debat og dialog,” erfarede Tima Bansal.
Og opholdet i Danmark uden for CBS’ vægge? Tima Bansal var meget begejstret for det hele, fortæller hun.
”Der er en fællesskabskultur i København, som man ikke finder i byer som f.eks. min egen. Her er børn, folk der triller med barnevogne, venner der går eller cykler alle steder. De offentlige samlingspunkter skaber en følelse af omsorg gennemsyret af positiv energi.”
Fakta:
Tima Bansal har i årtier arbejdet med virksomheders virkning på omgivelserne. Hun er professor i strategi ved Ivey Business School i London i Ontario og grundlagde universitetets Centre for Building Sustainable Value, som hun stadig er leder af. I 2002 grundlagde hun Network for Business Sustainability, der publicerer evidens-baseret formidling om bæredygtighed til virksomhedsledere, og netværket har 35.000 følgere. I 2019 etablerede hun forskningslaboratoriet Innovation North, der involverer 25 af Canadas største organisationer, og i hjemlandet har hun en række betydningsfulde poster i fremtrædende ekspertpaneler og bestyrelser, der er optaget af bæredygtighedsdagsordenen.