Den årlige prisuddeling af Den Lyse Ide er en dag mange ser frem til – ikke mindste årets finalister, der sad på stolerækkerne foran Startup Scenen på Digital Tech Summit i Øksnehallen den 5. november. Her uddelte fonden for 7. år i træk 500.000 kr. til nogle af landets meste talentfulde forskere og startups, som nu kan accellerere udviklingen af deres vinderidéer som er overbevisende løsninger på nogle af verdens udfordringer.
Den ene vinderduo har udviklet teknologi til at sikre rent drikkevand og det andet vinderteam viser gode resultater med at anvende planteaffald i CO₂-negative batterier.
Den Lyse Idé 2025 blev uddelt i to kategorier – henholdsvis årets bedste early-stage idé og den bedste late-stage idé.
Prisjuryen bag Den Lyse Idé har modtaget en stigning i ansøgninger til Den Lyse Ide prisen, der har ambitioner om at bidrage til bæredygtighed og løsninger på globale udfordringer. Juryen har i år motiveret yderligere til dette fokus ved at indføre et femte kriterie i bedømmelsen af en indsendt ide –nemlig i hvor høj grad den givne ide bidrager til opfyldelse af FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling. Og det kunne årets vindere af Den Lyse Ide 2025 i høj grad leve op til i både early-stage og late-stage kategorien, hvor der hvert år kåres en vinder.
Grøn batteri-teknologi som stærkt alternativ til lithium-batterier
Vi bruger lithium-batterier i alt lige fra elbiler til mobiltelefoner, men vi ved, at de kommer med en pris i forhold til knappe ressourcer, miljø og forsyningsmæssig sikkerhed.
Årets vinder i early-stage kategorien havde en overbevisende løsning på et alternativ. Teamet har udviklet en teknologi, der omdanner planteaffald til biokul i CO₂-negative batteri anoder. Biokul i den vigtige batterikomponent, anoden, fungerer her som lagerplads for natrium-ioner, der er fremtidens grønne erstatning for det begrænsede grundstof lithium.

Bag denne prisvindende løsning, BioNa, står teamet: Thomas Howard, Szymon Dyszewsji, Johan Hjelm alle fra Danmarks Tekniske Universitet – og Zoe Kika fra Copenhagen Business School samt Peter Curran fra University of Bath. Teamet modtog en pengepræmie på 250.000 kr. til blandt andet fortsat testarbejde af vinderidéen.
Juryens motivation:
“Batteriteknologi er en central del af den grønne omstilling, som i øjeblikket er et område præget af geopolitiske udfordringer. Juryen var imponeret over den lyse idé om at omdanne biologiske råmaterialer til biokul til anoder i natrium-ion-batterier på en CO₂-neutral måde – og samtidig opnå en ydeevne, der overgår konkurrenternes. Præsentationen af samarbejdet med dansk industri og den tilhørende forretningsplan var også en væsentlig del af nomineringen.”
Kæmpe potentiale for rent drikkevand
Årets vinderidé i late stage kategorien er en tiltrængt håndsrækning til verden, hvor flere mennesker dør af følgevirkninger af forurenet drikkevand end af naturkatastrofer og konflikter.

Vinderne i late-stage kategorien blev de to kandidatstuderende, Andreas S.H. Rygaard og Viktor R. Tamstorf, fra Danmarks Tekniske Universitet, der har udviklet overbevisende teknologi som bidrag til at nå verdensmålet om rent drikkevand inden 2030. Vinderne modtog 250.000 kr. til deres fortsatte arbejde med Njord Aqua.
Vinderne har udviklet et enkelt apparat, som gør det muligt at anvende et af de mest effektive vandrensningspricincipper – elektroklorinering – på husholdningsniveau. Vinderideen desinficerer vandet direkte i vandtanken og sikrer hygiejnisk vand til både drikke, bad, madlavning og husholdning. Den kan drives af mange energikilder og metoden er både mere effektiv, billigere, kræver minimal vedligeholdelse og har lang levetid sammenlignet med konkurrerende løsninger.
Juryens motivation:
”Teamet har på overbevisende vis bygget videre på Danmarks stærke traditioner inden for vandteknologi og udviklet en løsning, der kan ændre livet for millioner af mennesker i løbet af de næste 10 år og har et betydeligt eksportpotentiale. Teamet har – med en enkel løsning kombineret med en solid anvendelsescase – demonstreret fremragende resultater både teknisk og forretningsmæssigt i forbindelse med Den Lyse Idé.”
Foruden pengepræmien modtog hver af vinderne en bronzestatuette af kunstneren Stine Ring.
Hæder til finalister
Foruden hovedvinderne ønskede juryen også at præmiere fire finalister, to i hver kategori, med hver 20.000 kr.
Early-stage finalister:
Andreas Erik Gejl Madsen og Jesper Gluckstad fra Syddansk Universitet for:
HoloTile Quantum – solving a key problem in making large scale working quantum computers.
Christoffer W. Erbs og team fra Aalborg Universitet for:
Organic thin-film solar cells with pigment from mushrooms.
Late-stage finalister:
Jeppe Nørregaard, IT-Universitetet i København for:
Defence against manipulative AI.
Nicolai Jerram Dahl, Danmarks Tekniske Universitet for
Design optimization for analoge microchips.

Fakta om prisen
Alle årets indsendte idéer er blevet bedømt af en jury, der har vurderet hver idé på baggrund af excellence i tanke, formidling, analyse og dokumentation. Dertil kommer, at en idé skal vise forretningsmæssig vision og forståelse, for på den måde at understøtte fondens formål om at skabe værdi for dansk handel og industri. Juryen vurderer også sandsynligheden for, at idéen kan implementeres samt idéens værdi og betydning for dansk erhvervsliv samt i hvilken grad idéen kan bidrag til FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling.
Næste periode der kan indsendes projekter til Den Lyse Ide pris er fra medio april til medio august 2026.
Alle årets indstillinger er vurderet af:
Kigge Hvid, partner, JA studio, Ole Kring, tidligere partner, EIFO, Bjarne Kjær Ersbøll, professor DTU Compute og medlem af Otto Mønsteds Fonds bestyrelse, Nis Alstrup, formand for Otto Mønsteds Fonds bestyrelse, Karina Bergstrøm Larsen, direktør, Q-Consulting, Christian Brix Tillegreen, senior forretningsudvikler, Bioinnovation Institute. Nigel Edmondson, adm. direktør, MADE og Vibeke Svendsen, bestyrelsesmedlem i Otto Mønsteds Fond.
