Fik værdifuld viden om tysk entreprenørskab

Technische Universität München (TUM) har eksisteret siden 1868, og det forudsætter en vis tyngde at kunne positionere sig som Entreprenørskabsuniversitet. Det var derfor også naturligt, at TUM igen i år blev udvalgt som destination for en delegation af 20 danske deltagere fra universiteter og entreprenørskabsklynger i programmet Train-the-Trainer, som Otto Mønsteds Fond har støttet for andet år i træk.

Programmet i maj 2023 var tilrettelagt af Innovation Centre Denmark (ICDK) i München i samarbejde med universitetets institut for Lifelong Learning. ICDK er til stede i syv af verdens førende innovations-hotspots, hvor centret er Danmarks øjne, ører og hjerner i forhold til, hvad der sker internationalt og samtidig fungerer som forbindelsesled mellem dansk innovation og det globale marked.

Formålet med turen var at give 20 ”trænere” eller undervisere muligheden for at få ny viden, inspiration og indsigt i samarbejdsmodeller fra det sydtyske innovationsøkosystem i selskab med deltagere fra TUM. I løbet af de fem dage opholdet varede, kom deltagerne bredt omkring i et program med iværksætteri, teknologi og innovation som temaer. Det inkluderede både et intensivt train-the-trainer kursus og iværksættermoduler på universitetets institut for Lifelong Learning samt besøg og netværksmøder med bayerske virksomheder og nøgleaktører. Foruden værdifuld fagfaglig viden og inspiration bidrog turen også til, at deltagerne fik udvidet og styrket deres netværk med både danske og tyske kolleger indenfor deres professionelle felt.

Jesper Helleskov Sørensen er til daglig forretningsudvikler på Aalborg Universitet, hvor han vejleder studerende, som gerne vil starte virksomhed eller snuse til entreprenørskab. Han fik særligt udbytte af instituttets iværksættermoduler, fortæller han.

”Disse moduler skaber et dynamisk læringsmiljø, der fremmer kreativitet, samarbejde og et entreprenant mindset, som vi også ønsker for vores studerende og ansatte på AAU. Programmet i München har udvidet min forståelse af entreprenørskabsundervisning, innovation og teknologi markant. Det har tilført mig en værdifuld kilde til inspiration og idéer, som vi måske kan anvende i vores eget arbejde på AAU,” siger han.

Hvad synes du særligt det danske økosystem for entreprenørskab kan lære af TUM i forhold til at skabe nye virksomheder?  

”En markant forskel i TUM var deres fokus på teknologidrevet iværksætteri. I modsætning til vores problemorienterede tilgang til læring fremhævede programmet kraften i teknologi som en katalysator for iværksætteri og innovation. Deres tilgang er naturligvis også motiveret af at løse problemer, især indenfor FN’s 17 verdensmål, men der kommer nogle spændende innovative løsninger, når udgangspunktet er bundet på en specifik teknologi. Vi kunne godt i højere grad skabe virksomheder og innovation herhjemme gennem eksisterende teknologier og tilsidesætte behovet for, at et problem altid skal være udgangspunktet for innovation.”

“Metoderne og eksemplerne vi blev præsenteret for, kan jeg bruge til at støtte vores studerende,” siger Araceli Bjarklev.

Araceli Bjarklev, leder af RUC-Open Entrepreneurship Lab, kom også hjem med nye tanker, hun kan bruge i det daglige.

”Metoderne og eksemplerne vi blev præsenteret for, kan jeg bruge til at støtte vores studerende og til at arbejde mere strategisk i forhold til vores økosystem. Jeg har bl.a. noteret mig, hvor vigtigt det er, at også virksomhederne i økosystemerne indser, at de har et socialt ansvar for at deltage, bidrage og sørge for, at økosystemet i samarbejde med vidensinstitutionerne udvikler sig. TUM er et eksempel på, at når det politiske system støtter op omkring deres universiteter, så kan innovation blomstre stærkt. Det kunne vi lære noget af herhjemme, hvis Denmark har ambitioner om at holde sig mellem de mest udviklede lande. For mange af de aktiviteter, som Danmark skal leve af i fremtiden, afhænger af vidensbaseret innovation.”