Bæredygtig luftfart får en tur i helikopteren

Hvordan kommer vi til at flyve i fremtiden? Kan vi tage på ferie uden at belaste klimaet? Det er nogle af de spørgsmål som Experimentariums nye, interaktive udstilling, Takeoff til fremtiden?, i Københavns Lufthavn tager fat på. Takeoff til fremtiden? giver børn og voksne et helikopterperspektiv på fremtidens bæredygtige flyrejser – og lader dem selv eksperimentere med løsningerne.

Experimentarium har udviklet udstillingen med støtte fra blandt andre Otto Mønsteds Fond, mens lufthavnen har stillet det 100 m2 store areal i området mellem Terminal 2 og 3 til rådighed og finansierer driften i de tre år, udstillingen varer.

Udstillingen åbnede i december 2024 og i løbet af de første måneder var 55.000 børn og voksne forbi udstillingen, der fremover vil inspirere millioner af mennesker på rejse. ”Hvor er det bare en fin udstilling” og ”Fantastisk, at I tager sådan et emne op” – er nogle af de udsagn, udstillingen har fået med på vejen fra de besøgende.

”Takeoff til fremtiden? kunne sagtens stå på Experimentarium, men fordi den står i lufthavnen, bliver den ekstra relevant – for det er jo når familien skal flyve, at emnet er mest aktuelt for dem og hvor spørgsmålene melder sig,” siger Kim Gladstone Herlev, administrerende direktør i Experimentarium.

 Udstillingen er født i erkendelse af at flyenes CO2 udledning har væsentlig indvirkning på klimaforandringer, og det forsøger udstillingen at komme med konkrete løsninger til. Experimentarium og Københavns Lufthavn har med udstillingen ønsket at tage børn og voksne med i overvejelser og løsningsforslag til alternativerne til de fossile brændstoffer. Og heraf spørgsmålstegnet i udstillingens titel – Takeoff til fremtiden? – for hvilke alternativer har vi reelt til de gængse drivmidler, der flyver os til og hjem fra Mallorca og andre steder?

Det er vigtigt at vise, at det faktisk er muligt at flyve med et mindre CO2-aftryk. Teknologien findes allerede i dag, men vi skal sætte skub i udviklingen og produktionen af mere bæredygtige brændstoffer, så vi for alvor kan accelerere den grønne omstilling af luftfarten. Københavns Lufthavn ønsker at bidrage til at øge kendskabet til de nye typer af brændstoffer, der er på vej. Experimentarium, som er kendt for at skabe engagerende oplevelser for hele familien, har med denne udstilling formået at gøre et komplekst emne mere tilgængeligt,” siger Christian Poulsen, administrerende direktør i Københavns Lufthavn.

Børn og voksne kan blandt andet prøve at få forskellige flytyper til at lette ved hjælp af vind og opdrift. Foto: Anders Bruun

Interaktiv leg med fremtiden

Udstillingen har til hensigt at give børn, unge og voksne fra hele verden forståelse af behovet for at gøre flytrafik til en mere bæredygtig transportform. Gennem fakta og leg synliggøres det, at naturvidenskab og teknologi samt samarbejdet mellem forskning og erhvervsliv er afgørende for at komme tættere på målet om en klode i balance. Udstillingen baserer sig på den nyeste forskning inden for bæredygtige brændstoffer og understøtter også dansk forsknings bidrag til at styrke Danmarks position i grønne industrier.

børn i udstillingsmiljøet
Børn og voksne lege sig klogere på teknologier, hvor brug af f.eks vind-, vand- og solenergi, brugt madolie og madaffald indgår i fremstillingen af mindre klimabelastende drivmidler til fly. Foto: Michael Kaack

 Takeoff til fremtiden? er bygget op omkring seks centrale aktiviteter, som tilsammen leverer en fortælling om relevante muligheder for fremtidens fly og drivmidler til fly samt de udfordringer, der knytter sig til de forskellige teknologier. Børn og voksne kan blandt andet prøve at få forskellige flytyper til at lette ved hjælp af vind og opdrift. De kan prøve kræfter med at fange energi i et Power-to-X værk, der producerer brint til fremstilling af drivmidler. Eller de kan vælge en destination og herefter se, hvordan flyet kan nå frem – både med de teknologier, der findes i dag og dem, som måske bliver tilgængelige i fremtiden, hvor intet tyder på at vi vil flyve mindre.

børn i udstillingen
I udstillingen kan man prøve kræfter med Power-to-X værket – et reaktionsspil, hvor man fanger energien fra vind, sol og vand, så Power-to-X værket kan producere brint til fremstilling af drivmidler, der er mindre klimabelastende. Foto: Michael Kaack