SDU får dybde og bredde i vigtigt forskningsfelt

Undervisning på SDU

Karrierevejen for forskere er sjældent en bred, lige og jævn asfaltvej. De må række ud efter internationale samarbejder for at tilegne sig nye kompetencer fra andre forskningsmiljøer og selv bidrage nationalt og internationalt med den specialiserede forskning, de har i bagagen. I nogle tilfælde sker det efter invitation fra andre universiteter i gæsteprofessorater af kortere eller længere varighed.

Otto Mønsteds Fond har i flere år øget sine bevillinger til ansøgere, der enten rejser ud eller inviteres til Danmark for at gøre summen af viden større på landets universiteter til gavn for innovationen i dansk erhvervsliv. Alene i 2023 bevilgede fonden næsten 15 mio. kr. til danske forskeres kongresdeltagelse og forskningsophold i udlandet samt til at sikre gæsteprofessorater på danske universiteter.

En af gæsteprofessorerne er Stefania Tronci, lektor (associate professor) ved Cagliari Universitet på Sardinen. Den italienske kemiingeniør har i sin forskningskarriere særligt opnået ekspertise inden for processtyring. Et af de områder, der bedst illustrerer vigtigheden af processtyring, er lægemiddelindustrien. For i produktionen af lægemidler er det selvsagt helt afgørende, at indholdet er nøjagtigt sammensat for at leve op til gældende kvalitetskrav, og samtidig ønsker man som producent at minimere ressourcespild. Udover anvendelse i eksisterende produktioner, benyttes processtyring også til at afprøve og validere nye designmuligheder ved udvikling af nye industrielle processer.

Et supplement af viden til SDU

Universet omkring processtyring er et forskningsområde, man er interesseret i på Instituttet for Grøn Teknologi på Syddansk Universitet i Odense. Her er Stefania Tronci et kendt ansigt. Hun har tidligere givet forelæsninger på kandidat- og bacheloruddannelsen i kemi- og bioteknologi på SDU i Odense, og hun har igen haft sin daglige gang på instituttet.

Forskerne Massi og Stefania
Lektor Massimiliano Errico søgte i 2023 en bevilling til et gæsteprofessorat til sin italienske kollega Stefania Tronci.

Lektor Massimiliano Errico søgte i 2023 en bevilling fra Otto Mønsteds Fond til tre måneders gæsteprofessorat til sin italienske kollega fordi forskningsområdet indenfor processtyring i øjeblikket ikke er et aktivt forskningsemne på instituttet. Ikke desto mindre er processtyring af strategisk betydning i en dansk industriel kontekst. For selvom vi har nok så gode designs og forslag til nye processer, der f.eks. er energibesparende eller CO2-reducerende, så kræves der bevis for, at teknologien kan reguleres og styres, hvis en teknologi skal flyttes fra at være demonstreret på laboratorie- eller pilotniveau til at kunne anvendes i større skala.

”Danmark er frontløber i den grønne omstilling og den kan kun implementeres fuldt ud, hvis alle produktionsaspekter er bevist. Processtyring er tæt forbundet med disse aspekter, idet den sikrer en konsekvent produktionskvalitet, men også andre aspekter som processikkerhed og affaldskontrol,” fremhæver Massimiliano Errico.

Stort udbytte for studerende og kolleger

Under sit ophold har Stefania Tronci været en integreret del af undervisningen for at give de studerende en dybere forståelse af processtyringens rolle i procesdesign til gavn for deres akademiske og professionelle karrierer. Gæsteprofessoren var også aktiv uden for undervisningslokalet ved faglige diskussioner og gav værdifuld specialevejledning til de studerende. Det er også planen, at Stefania skal bidrage til at afvikle sommerkurser og seminarer for studerende i fremtiden.

”Ud over undervisning deltog Stefania i samarbejdsforskning med kollegaer, især med fokus på at udvikle et forslag til et EU-projekt. Det er et eksempel på, at SDU opmuntrer til, at folk fra forskellige felter og med komplementære kundskaber arbejder sammen, hvilket er vigtigt for at komme med nye ideer og løse vanskelige forskningsproblemer”, mener Massimiliano Errico.