Sæt dagen af til årets prisuddeling

prisvinder på scenen

Nedtællingen er begyndt til fondens prisuddeling af den Lyse Idé 2025 den 5. november.

Det er syvende år i træk, at Otto Mønsteds Fond uddeler prisen Den Lyse Idé og i alt 500.000 kroner til talenter fra landets universiteter.

Den Lyse Idé 2025 uddeles i to kategorier, early-stage og late-stage, med 250.000 kroner i præmie til hver af de vinderidéer, som efter juryens opfattelse er overbevisende innovativ og har et betydeligt kommercielt potentiale.

I år uddeles også pengepræmier på 20.000 kroner til de to øvrige finalister i hver kategori, der ikke vinder hovedpræmien.

Festlig prisoverrækkelse i Øksnehallen

Afsløringen af årets vindere sker under Digital Tech Summit (gratis adgang) i Øksnehallen den 5. november på Startup Scenen kl. 16. Bagefter byder vi og landets universiteter på en drink, hvor du kan møde kendte og nye samarbejdspartnere fra både virksomheder, funding og universiteter.

Otto Mønsted Fond har også en stand tæt på Startup Scenen, hvor vi håber at rigtig mange igen i år kommer forbi. Her har vi også selskab af en 130 cm høj robot fra Hive Robots, som vil give de fleste et nyt syn på robotters kapacitet.

Ansøgningsfristen til Den Lyse ide 2025 sluttede den 24. august. Som de foregående år bedømmes de indsendte forskningsideer efterfølgende af en jury, der repræsenterer et bredt felt af høj faglighed og innovation med jurymedlemmer fra erhvervsliv, repræsentanter fra Danmarks Eksport- og investeringsfond, Bioinnovation Institute, universiteter med mere.

Juryen vurderer årets indsendte idéer på baggrund af excellence i tanke, formidling, analyse og dokumentation. Idéerne skal samtidig demonstrere forretningsmæssig vision og forståelse samt bidrage til til FNs verdensmål for bæredygtig udvikling.

Juryen bag Den Lyse Idé prisen består af:
Kigge Hvid, partner, JA studio, Ole Kring, tidligere partner, EIFO, Bjarne Kjær Ersbøll, professor DTU Compute og bestyrelsesmedlem i Otto Mønsteds Fond, Nis Alstrup, bestyrelsesformand i Otto Mønsteds Fond, Karina Bergstrøm Larsen, direktør i Q-Consulting, Christian Brix Tillegreen, senior business developer, Bioinnovation Institute, Nigel Edmondson, adm. direktør, MADE og Vibeke Svendsen, bestyrelsesmedlem i Otto Mønsteds Fond.

prisvinder på scenen
Vinder i early-stage kategorien i 2024 tog fat på et af de store problemer med genbrug af beton og derfor blev Annika Bang Thomsen og co-founder Luise Charlotte Dennin 250.000 kr og en statuette rigere. Foto: Dan Møller