Europas største konference for det mikroskopiske

Foredragsholder holder oplæg om emnet

Kan vi forestille os en fremtid, hvor sygdomme opdages inden symptomerne melder sig? Bliver vi i stand til at observere, hvordan kræftbehandling virker på celleniveau, mens patienten behandles? Kan vi, atom for atom, bygge nye materialer med skræddersyede egenskaber? Svaret er ja. Det er bare nogle af de muligheder, der tegner sig i udviklingen af teknikker til mikro- og nanoskalabilleddannelse. Og det er i høj grad intentionen bag European Microscopy Congres (EMC), som er Europas største og mest betydningsfulde konference inden for mikroskopi og billeddannelse af de allermindste komponenter af liv og materiale.

Siden 1956 har EMC været et førende internationalt forum for videndeling inden for dette felt og EMC afvikles af European Microscopy Society og International Federation of Societies for Microscopy. I samarbejde med Nordic Microscopy Society fik Danmarks Tekniske Universitet (DTU) æren af at være medvært for konferencen, da den for første gang blev afviklet på dansk jord og samlede 2.435 deltagere fra 51 lande i Bella Center i København den 25.-30. august 2024. Mikro- og nanoskalabilleddannelse er af stor vigtighed, også for Danmark som en førende nation på området, og Otto Mønsteds Fond støttede DTU med 350.000 kroner for at samle sig mange fageksperter som muligt til konferencen.

EMC2024 bestod dels af en stor udstilling med næsten 100 leverandører af relevant instrumentering og tilbehør samt en omfattende tværfaglig videnskabelig konference. Alene udstillingen var en unik mulighed for at sammenligne og få demonstrationer af de nyeste produkter fra mange forskellige leverandører.

Et hotspot for det usynlige

I løbet af konferencen fik deltagerne adgang til over 1.360 videnskabelige præsentationer omkring mikro- og nanoteknologier i et møde med verdens førende forskere. Alle med det samme formål – at udvikle visionerne for de teknologier, der gør forskerne i stand til at se endnu længere ind i den usynlige verden. Her blev præsenteret teknologiske gennembrud, der vil forme de næste årtier inden for medicin, nanoteknologi og bæredygtig udvikling. Og der blev skabt nye samarbejder mellem forskere, virksomheder og teknologiske frontløbere, som styrker Danmarks position som en global spiller inden for mikroskopi og nanoteknologi.

EMC er en enestående mulighed for Ph.d.-studerende, unge forskere og teknisk personale til at lære og netværke med førende eksperter på området. Med støtten fra Otto Mønsteds Fond kunne DTU Nanolab i sin rolle af medvært uddele rejselegater til bl.a. 103 unge forskere fra Slovenien, Australien, Tjekkiet, Schweiz og mange andre lande.

Det blev fem betydningsfulde dage med det overordnede mål er at bringe forskere, studerende, teknisk personale fra universiteter og industrien sammen for at udveksle ideer, diskutere og dele viden på tværs af discipliner.

”Det var en fornøjelse at observere den livlige videnskabelige summen under hele konferencen. En summen, der udspringer af videnskabelige diskussioner mellem forskere i alle aldre – både under poster sessioner, de videnskabelige foredrag – ja selv under konferencemiddagen. Det er den slags diskussioner, der fostrer forskningssamarbejder på tværs af grupper og landegrænser,” siger Jakob Birkedal Wagner, professor og leder af Characterization Section på DTU Nanolab.

Foruden at høre banebrydende bidrag fra verdens førende forskningsgrupper, var konferencen en rig mulighed for at skabe og udvide sit forskningsnetværk. Foto: EMC

Jakob Birkedal Wagners forventning til, at konferencen også kunne bibringe nye forskningssamarbejder mellem DTU og den øvrige forskningsverden, skuffede heller ikke.

For ham og seniorforsker Alice Bastos Fanta (DTU Nanolab) førte konferencen til et begyndende samarbejde med firma i England, der producerer elektrondetektorer, omkring udvikling og anvendelse af deres produkter til specifikke formål indenfor materialeforskning af tyndfilmsmaterialer og skræddersyede materialer til f.eks. solceller.

Associate professor Christian D. Damsgaard fra DTU Nanolab beskriver EMC2024 som en stor succes. Ikke blot i forhold til at høre banebrydende oplæg fra verdens førende forskningsgrupper, men også målt på muligheden for at skabe og udvide sit eget forskningsnetværk.

”Jeg benyttede muligheden for at tale med elektronmikroskopi-gruppen fra Instituttet for Nanoteknologi på det tekniske universitet i Karlsruhe (KIT). Den uformelle snak vi havde, er nu blevet konkretiseret til en udveksling allerede i 2025, hvor en Ph.d.-studerende fra KIT skal besøge DTU og udføre fælles eksperimenter med målet at skrive en fælles publikation.”

Ph.d.-studerende Joakim Lajer fra DTU Nanolab fik kontakt med  Dr. Alexandra Suvorova fra University of Western Australia, som viste ham nye muligheder for at bruge avancerede elektronmikroskopiteknikker i hans forskning.

”Jeg overværede også et af hendes foredrag, hvor hun bidrog med indsigt i finansieringsmuligheder, der kunne hjælpe mig med at udvikle mit Ph.D.-arbejde med nye mikroskopiteknikker på hendes universitet.”

Mikroskopi og billeddannelse hjælper os til at forstå de mindste komponenter af liv og materiale. Foto: EMC