Her er vinderne af Den Lyse Idé 2026

Med prisen Den Lyse Idé støtter Otto Mønsteds Fond forskere og iværksættere i arbejdet med at omsætte nye teknologiske idéer til løsninger og virksomheder med kommercielt potentiale.

Da Otto Mønsteds Fond den 4. november for ottende år i træk uddelte prisen, var det to forskerteams fra DTU og en bachelorstuderende fra Erhvervsakademi Aarhus, der havde overbevist prisjuryen om talent og potentiale i deres innovative, prisværdige idéer.

Der var klapsalver for optimerede mikrochips, bæredygtige kemikalier og intelligent energistyring, da prisen blev uddelt foran publikum på Startup Scenen under Digital Tech Summit i Øksnehallen i København.

Fondens formand, Nis Alstrup, overrakte årets priser til vinderne i de to hovedkategorier, The Bright Idea Early-Stage Award og The Bright Idea Late-Stage Award, som begge modtog 250.000 kroner og en bronzestatuette. Som en nyhed i år uddelte Otto Mønsteds Fond også The Bright Idea Fast-Track Award på 100.000 kroner.

Hurtigere udvikling af mikrochips

The Bright Idea Late-Stage Award gik til Nicolai J. Dahl fra DTU for idéen Design Optimization for Analog Microchips.

Teknologien har skabt grundlaget for startupvirksomheden IC Optimize, som gør design og udvikling af analoge mikrochips hurtigere og mere energieffektiv. Det er en løsning med stort potentiale i en tid, hvor mikrochips spiller en stadig vigtigere rolle.

Virksomheden har allerede fået sine første kunder inden for forskningsverdenen og er i dialog med flere kommercielle virksomheder.

The Bright Idea Late-Stage Award gik til Nicolai J. Dahl fra DTU. Foto: Dan Møller

Grønnere produktion af specialkemikalier

The Bright Idea Early-Stage Award gik til Bjørt Óladóttir Joensen fra DTU og Christian Bach Lundgaard, begge VPX Fellows, for idéen Nobracat Isotopes – bæredygtige og omkostningseffektive isotopmærkede produkter.

Idéen baner vejen for en markant billigere og mere miljøvenlig produktion af deutererede kemikalier – højt specialiserede kemiprodukter med mange videnskabelige og industrielle anvendelsesmuligheder. Vinderne har udviklet en teknologi, der kan afhjælpe nuværende flaskehalse på markedet, som består i høje priser, utilstrækkeligt udbud og lange leveringstider.

Ifølge juryen har idéen potentiale til at skabe en virksomhed, der kan give Danmark en stærk international position på området.

Bestyrelsesformand Nis Alstrup overrakte prisen til Bjørt Óladóttir Joensen fra DTU. Foto: Dan Møller

Ny pris til intelligent energistyring

The Bright Idea Fast-Track Award på 100.000 kroner gives i år for en idé, der anvender eksisterende teknologi på en ny, innovativ måde.

Prisen gik til Asger Wildenschild fra Erhvervsakademi Aarhus og Siemas. Vinderidéen er en algoritme, der kombinerer elpriser og vejrdata med oplysninger om et frysehus’ lagerbeholdning og derigennem optimerer styringen af kølingen og reducerer energiforbrug, omkostninger og CO₂-udledning.

Asger Wildenschild fra Erhvervsakademi Aarhus fik Fast-Track prisen for udvikling af teknologi til energistyring. Foto: Dan Møller

Fire finalister hædret

Også de øvrige finalister i hver kategori blev hædret for deres idéer og modtog hver 20.000 kroner.

The Bright Idea Early-Stage-finalister:

  • Julian Lava, Katrine Qvortrup, Jan Jakob Holm-Weber og Katrine Maarlev, DTU: Light-Activated Indigo Dyeing for Low Impact Fashion (en mere bæredygtig metode til indigofarvning af tekstiler).
  • Rasmus H. Thomsen og Asger Ajs Dam, Aarhus Universitet (AU): Intelligent Condition Monitoring of Critical Plain Bearings (intelligent overvågning af kritiske glidelejer i brokonstruktioner).

The Bright Idea Late-Stage-finalister:

  • Andrea Russo, DTU: FIBERNEX: Next-Generation Electrodes for Green Hydrogen (ny elektrodeteknologi til mere effektiv produktion af grøn brint).
  • Jeppe Nørregaard (ITU), Alicia Scott og Lasse Nørregaard (DTU): Defence Against Manipulative AI Integration in the Market (en løsning rettet mod manipulerende anvendelse af kunstig intelligens på markedet).
    Velfortjent hæder til alle vindere og finalister afsluttede årets prisuddeling.
    Foto: Dan Møller