Den Lyse Idé er en anerkendelse, der holder i 2000 år

Billedhugger Stine Ring Hansen laver for fjerde gang bronzeskulpturerne, der overrækkes til vinderne af Den Lyse Idé. Hun fortæller om arbejdet med de to skulpturer, inden værkerne 25. maj kommer i hænderne på årets prismodtagere.

For kunstneren Stine Ring Hansen er det fjerde gang, at hun skulpterer, støber, sliber og polerer de to bronzeskulpturer, der 25. maj overrækkes til årets to vindere af prisen Den Lyse Idé sammen med i alt 500.000 kroner. Stine Ring Hansen arbejder på skulpturerne i Raadvad Bronzeværksted, som er en del af den tidligere Raadvad Fabrik og her har hun i 30 år været en del af et håndværksfællesskab, der deler talent og passion for kunst, kunsthåndværk og bygningsrestaurering.

Billedhugger Stine Ring Hansen arbejder
Stine Ring Hansen justerer voksudgaven af skulpturen med varme jern, så udtrykket bliver helt perfekt fra alle sider.

Den ene af vinderskulpturerne til årets prisuddeling står allerede på bordet mellem mange andre færdige bronzeskulpturer i værkstedet og venter bare på at få selskab af sin makker. Stine Ring Hansen er ved at opbygge den næste skulptur i voks som første led i en længere arbejdsproces, inden denne skulptur også står færdig i bronzeselskabet på bordet.

”Jeg synes jo, det er fantastisk skønt at få stillet en opgave på den her måde, hvor jeg skal tænke over, hvad formålet med prisen er og hvordan den skal opleves af modtageren. Den skal på en eller anden måde kunne aktivere en lyst, have en vis stolthed og være motiverende for den ide, prisvinderen er i gang med, ”siger Stine Ring Hansen.

Billedhuggeren har arbejdet med bronzeskulpturer i 30 år og havde sin første udstilling i 1992. Hendes værker kan ses på mange prominente placeringer i bybilledet landet over, opleves på udstillinger og står i private hjem og ude i virksomheder.

Skulpturerne giver hende mulighed for at udtrykke noget i sit eget sprog. Skulpturer skal betyde noget og have en fortælling, ellers skal de ikke være her, mener Stine Ring Hansen. De må også gerne rykke lidt ved os. Som hendes bronzestøbte kommentarer til flygtningestrøm, madspild, klimakrise og kærlighed, der også står på værkstedet.

Forventningens glæde og vejen til målet

Skulpturen til Den Lyse Ide
“Trappen, der snor sig omkring, udtrykker kampen og den lange vej for at komme til noget,” forklarer billedhuggeren Stine Ring Hansen.

Skulpturerne til den Den Lyse Idé-vinderne skal naturligvis udtrykke noget glædeligt og prisværdigt. Den kreative proces var hun igennem for mere end fire år siden, da hun første gang fik opgaven for Otto Mønsteds Fond, og hun har nemt ved at sætte ord på tankerne bag udformningen af skulpturerne.

”Trappen, der snor sig omkring, udtrykker kampen og den lange vej for at komme til noget. Og vejen dertil er lidt kringlet, men den er også stringent, for hvis du har en idé og du kæmper for noget, så er du også nødt til at være meget målrettet og have nogle strukturer. Det stringente ses i skulpturens nedre vertikale linjer, og så er der bevægelsen i spiralen, som igen peger på den målrettede rejse.

På toppen bæres en hemmelighed, kimen eller ideen, lige i midten, og som vi er så spændte på, hvad skal blive til. Deri ligger en forventning til, hvad der skal ske, og det er der jo også for prismodtagerne i forhold til dét, der skal springe ud og blive til noget,” siger Stine Ring Hansen.

Efter støbningen af skulpturen følger endnu en kunstnerisk proces med at indfarve bronzen med forskellige syrer eller polere op – alt efter hvad hun ønsker at udtrykke.

”Jeg har understreget betydningen af trappen ved at polere dens kant. Det har jeg gjort for at udtrykke, at når man er nået hertil, så er man også nået langt og så må man godt få et skub mere i en rigtig retning – som at få den her pris og anerkendelse.

Det er det, der er så vigtigt – at man anerkender, at det her er noget, der kan bruges til noget. En dag er vinderne, der udviklede ideerne langt videre, men så har de stadig skulpturen og kan tænke at ”der var engang at jeg skabte noget – den lyse ide”. Derfor synes jeg, at det er rigtig fint, at fonden laver nogle markeringer og honorerer nogen med noget, der er varigt. Jeg giver jo 2000 års garanti på mine skulpturer, som jeg plejer at sige,” siger billedhuggeren med stor kærlighed til bronze.

FAKTA

Om en lang arbejdsproces

For Stine Ring Hansen begynder arbejdet med skitser på papir. Herefter formes skulpturen op i enten voks eller ler, indtil hun er 100% tilfreds med udtrykket fra alle sider. Herefter placeres skulpturen på indstøbningsmateriale af tennisgrus, gips og vand. Så får skulpturen  monteret indløbskanaler og en lille tragt (til at hælde bronze i senere). En cylinder monteres udenom skulpturen, hvorefter cylinderen fyldes helt op med indstøbningsmateriale. Efter størkning skal den i en 600 grader varm ovn i et par dage. I den proces smelter voksen og skulpturen er nu det skulpturelle hulrum under indstøbningsmaterialet. Cylinderen stabiliseres yderligere, inden den 1250 grader varme bronze hældes i formen. Efter afkøling sandblæses skulpturen og arbejdet afsluttes med slibning, polering og indfarvning med forskellige syrer. Til sidst får skulpturen en overfladebehandling med bivoks.