Tillykke til vinderne af Den Lyse Idé 2023

prisvinder med bestyrelsesformand

Årets vindere kan nu fortsætte arbejdet med at udvikle deres innovative idéer til gavn for økologisk planteavl og elektrificering.

Onsdag den 8. november havde Otto Mønsteds Fond igen den store glæde at afsløre vinderne af talentprisen Den Lyse Idé 2023. Prisen blev uddelt på hovedscenen under Nordens største deep-tech messe, Digital Tech Summit, i Øksnehallen.

Det er i år femte gang, at fonden hædrer og præmierer nogle af de mest talentfulde forskere og iværksættere med en pengesum på i alt 500.000 kroner. Med en viden om at unge iværksættere har vanskelig ved at rejse midler, når deres idéer stadig er under stor udvikling, ønsker fonden at få disse lovende idéer i teenagealderen til at accelerere hurtigere til gavn for samfundet samt dansk handel og industri.

Prisen Den Lyse Idé 2023 blev uddelt i to kategorier – henholdsvis årets bedste late-stage idé og early-stage idé. Vinderne i de to kategorier modtog hver 250.000 kroner for deres idéer.

Bæredygtig og skalerbar vinderide fremmer økologisk planteavl 

Vinderen af den bedste idé i late-stage kategorien blev Ida C. Nielsen, Ph.d-studerende på instituttet Ecoscience på Aarhus Universitet og stifter af virksomheden AgroAnt.

Ida C. Nielsen og AgroAnt har udviklet en metode og forretningsmodel for anvendelsen af myrer som et økologisk, bæredygtigt og tidsbesparende alternativ til kemiske pesticider i landbruget. Et opsat myrebo med patenteret fodringssystem har gennem dokumenteret forskning og forsøg vist sig som et alsidigt redskab til at kontrollere både skadedyr og afgrødesygdomme. Ved naturens egen lille seksbenede kraft vil de fleste frugt-, bær- og grøntavlere ikke have behov for at supplere med andre bekæmpelsesmetoder. Myrer har f.eks. vist sig at kunne reducere den mest alvorlige sygdom i æbleproduktion, æbleskab, med mere end 61% samtidig med, at antallet af helt sygdomsfri æbler mere end fordobles.

Juryens motivation:

Vinderidéen bidrager til den vigtige kamp mod den nuværende biodiversitetskrise ved at kombinere brugen af naturens egne ressourcer med en ny, men enkel og velafprøvet teknologi. Ideen har potentiale til markant at reducere antallet af pesticider, der anvendes i frugtplantager. Desuden kan det udviklede koncept, der kræver begrænset vedligeholdelse og indsats, bidrage til en signifikant og varig effekt med lave omkostninger for den enkelte landmænd. Denne idé er bæredygtig, skalerbar og inspirerende.

Vinderidé løser markante udfordringer ved elektrificering

Vinder i early-stage kategorien blev Hongbo Zhao, postdoc på instituttet Energy på Aalborg Universitet.

Hongsbo Zhao har vist imponerende indsigt i elektrificering, som er en af vores tids største udfordringer. Elektrificering er afhængig af magnetiske komponenter, der hidtil er fremstillet af petrokemiske materialer og tilmed har begrænset ydeevne. Prisvinderen har med udviklingen af sit projekt ‘MagiC’, sandsynliggjort opfindelsen af den næste generation af magnetiske komponenter baseret på keramiske materialer, som er mere fleksible, har forbedret ydeevne og en højere grad af bæredygtighed end de eksisterende magnetiske komponenter.

Juryens motivation:

Hongsbo Zhao demonstrerer en bemærkelsesværdig indsigt i en af vores tids store udfordringer – bæredygtig elektrificering af verdenssamfundet. Ved at tackle centrale problemer i den grønne omstilling baner vinderen vejen for en ny generation af keramiske materialer med betydelig bedre ydeevne, fleksibilitet og bæredygtighed end de nuværende magnetiske komponenter. Derudover har anvendelsen af magnetisk keramisk materiale potentiale til at mindske vores nuværende afhængighed af knappe ressourcer.

Grøn omstilling sætter dagsordenen

Også i år har fonden oplevet stor interesse for Den Lyse Idé og såvel antal som kvaliteten af de indsendte idéer har fuldt ud levet op til juryens forventninger. Og den røde tråd i mange af ansøgningerne er igen i år – grøn.

”Det er meget glædeligt at opleve tyngden i årets vinderidéer, som på hver deres måde tilgår nogle afgørende udfordringer i vores hverdag omkring planteavls miljøpåvirkning og nødvendigheden af elektrificering på en så overbevisende måde. Det er præcis, hvad Danmarks har brug for, hvis vi vil være med i førerfeltet som foregangsland og leverandør af grønne løsninger, ”siger Nis Alstrup, formand for Otto Mønsteds Fond.

Om prisen

Kandidater til ’Den Lyse Idé’ er som udgangspunkt bachelor/kandidatstuderende, Ph.d.-studerende, postdocs og hele forskningsteams, der typisk er tilknyttet et af landets otte universiteter.

Alle årets indsendte idéer er blevet bedømt af en jury, der har vurderet hver idé på baggrund af excellence i tanke, formidling, analyse og dokumentation. Dertil kommer, at en idé skal vise forretningsmæssig vision og forståelse, for på den måde at understøtte fondens fundats og skabe værdi for dansk handel og industri. Juryen vurderer også sandsynligheden for, at idéen kan implementeres samt idéens værdi og betydning for dansk erhvervsliv.

 Årets jury

Alle årets indstillinger er vurderet af en præmiejury bestående af:

Kigge Hvid, partner, JA studio
Ole Kring, partner, EIFO (lifescience)

Bjarne Kjær Ersbøll, professor DTU Compute og medlem af Otto Mønsteds Fonds bestyrelse
Jesper Højberg Christensen, adjungeret professor på CBS
Nis Alstrup, formand for Otto Mønsteds Fonds bestyrelse
Karina Bergstrøm Larsen, direktør, Q-Consulting
Christian Brix Tillegreen, senior forretningsudvikler, Bioinnovation Institute
Nigel Edmondson, adm. direktør, MADE
Vibeke Svendsen, bestyrelsesmedlem i Otto Mønsteds Fond