Landets største startup-event sendte 17 nye ideer på vingerne

Copenhagen School of Entrepreneurship gav taletid til de startups, der har været igennem et intensivt acceleratorprogram.

For mange startups er Entrepreneurial Day på CBS et af årets højdepunkter. Her mødes studerende og dimittender fra landets universiteter og præsenterer de projekter, de har arbejdet med i løbet af deres studietid. Skulder ved skulder på små stande står de en onsdag i november i lange summende rækker og præsenterer med glæde interesserede øjne for de projekter, de hver især mener verdenen har brug for.

Deltagerne er tilknyttet Copenhagen School of Entrepreneurship (CSE) i Porcelænshaven på Frederiksberg. Her er 120 startups for tiden tilknyttet Proof Programme og kan frit komme og arbejde med deres projekter, få sparring og adgang til workshops. En etage højere oppe er der faste pladser for de udvalgte startups, der er omfattet af acceleratorprogrammet Go Grow. Det er et ni måneder langt forløb, hvor de studerende i et mere intensivt og individuelt tilpasset kompetenceforløb gøres flyveklar til den store verden. Det sker gennem et netværk af mentorer og rådgivere, ved målrettede workshops samt sparring og personlig udvikling.

For mange af deltagerne på Entrepreneurial Day er dagens sidste del af programmet, Go Grow Accelerator Demo Day, det vigtigste. Det er her de 17 Go Grow-projekter får mulighed for at præsentere sig foran et stort publikum af investorer og virksomheder. Det er finalen på arbejdet med det, der begyndte som en ide og efter næsten et år med finpudsning i Go Grow-rammerne for alvor skal vise sit værd.

”Vi håber, vi kan vinde”

”Vi slutter af som nummer 17 i rækken i dag og håber vi kan vinde,” siger Sofus Amby Jørgensen og henviser til pengepræmierne, der overrækkes til juryens udvalgte darlings efter alle 17 præsentationer.

Han og Mikkel Thomassen kommer fra Aalborg Universitet, hvor de er uddannede indenfor industrielt design, og de har i tre år arbejdet på deres Lifeboard ved siden af studierne. Lifeboard er et langt mere sikkert og brugbart alternativ til den 100 år gamle redningskrans på de danske strande, forklarer de.

De har allerede solgt Lifeboard til en række danske kystkommuner og har via Go Grow fået en mentor i Australien, der er et interessant marked for dem. Men nu skal de stå på egne ben.

Mikkel Thomassen og Sofus Amby Jørgensen er uddannede indenfor industrielt design og har været en del af Go Grow-programmet. Foto: Jeanette Hougaard

 

Det handler om at flytte viden og mennesker

Kenneth Salomonsen er Funding and Partnership Manager i CSE. Hovedparten af hans tid går med at skaffe ekstern finansiering til de projekter og tilbud, CSE tilbyder og som bl.a. Lifeboard har gavn af. I år er det også lykkedes ham at få sponseret hele eventet Entrepreneurial Day og pengepræmierne, som Otto Mønsteds Fond også har bidraget til i flere omgange.

Han er relativ ny i jobbet hos CSE og er overrasket over, hvor mange produktstartups, han møder i dagligdagen, fortæller han.

”Folk laver tyggegummi, sælger sko og blomster. Jeg havde forventet at det var apps og softwareløsninger, og det er det også, men der er virkelig mange produkter. Jeg ved ikke om det er et eller andet i tiden, at folk gerne vil tilbage til det håndgribelige eller om det bare har været sådan altid, men jeg har bare bemærket, at der er mange fysiske ting i gang. Og så har vi mange kvindelige iværksættere sammenlignet med resten af startup-verdenen. Jeg tror, det er 50/50 blandt founders i Go Grow, og det er dejligt, vi er godt med på den parameter”, siger han.

Hvordan det går de startups, der siden 2007 har haft været forbi CSE i kortere eller længere tid, vides ikke. Måske er det heller ikke så vigtig viden, påpeger Kenneth Salomonsen.

”Vores succeskriterie er ikke nødvendigvis at de, i hvert fald dem i Proff Programme, kommer ud og vokser sig til store multinationale selskaber. Her hos os handler det i lige så høj grad om at tage rollen som uddannelsesinstitution på sig og være i stand til at flytte mennesker og kvalificere deres læring gennem de erfaringer, de får som startup. Det er jo også at tilføre værdi til samfundet at folk får den type erfaringer her. Uanset hvordan deres startup-rejse forløber, så får de nogle værktøjer med i bagagen, som kan være med til at fremme dansk konkurrenceevne på den ene eller anden måde,” siger han.

 

Fakta:

Vinderne af CBS Startup 2021:  ARIS Robotics, Dansk Rejsehjælp og Mixtery. De modtog hver en pengepræmie på 75.000 kroner.

Publikumpriserne Best Pitch og Audience Award på henholdsvis 20.000 kroner og 5.000 kroner gik til Flowering og Wair.